Som lidt hyggelæsning i løbet af min ferie har jeg endelig fået læst Ayn Rands “Atlas Shrugged”. Den har ligget i min bunke af ulæste bøger et stykke tid. Rent litterært var de første 1000 sider ganske fornøjelige, John Galts 60 sider lange monolog dræbende tung læsning og resten rent sjusk der tydeligt udståler at Ayn Rand bare skulle have overstået bogen.
Hvis man holder af de sociologiske aspekter af blød science fiction, utopier og dystopier kan jeg anbefale at man læser de første 1000 sider og så stopper ved Galts store monolog i radioen. Derefter kan man lade sin egen fantasi og ideologi udfylde resten.
Langt hen ad vejen deler jeg en række af Ayn Rands præmisser.
Jeg afskyer anti-elitisme og den medfølgende stræben efter det middelmådige. Jeg er stolt af mine evner på de områder hvor jeg hæver mig over gennemsnittet og jeg mener at vi i samfundet skal gøre mere for at fremelske toppen.
Jeg tror ikke at “yde efter evne, nyde efter behov” er en levedygtig samfundsmodel. For det første tror jeg igen at det medfører en stræben efter det middelmådige og for det andet, hvem bestemer hvad folks behov er? Hvilke kontrolinstanser skal sørger for at vores opfattelse af behov ikke bare stiger og pålægger de evnefulde at yde mere og mere?
Jeg tror ikke at blind altruisme er vejen til success. Vi skal være bekendt at vi handler for at opnå en værdi og dermed tage et eget ansvar for at handlen giver mening. Hvis ingen af os er vores egen værdi bekendt, hvem kan så tage reelt ansvar for at vi opnår et rigt samfund?
Ayn Rands konklussion fylder meget lidt i forhold til dystopien baseret på præmisserne. Men jeg tror ikke på den rene laissez-faire ideologi som Ayn Rand fremhæver. Jeg tror at staten kan gøre mere nytte end bare at håndhæve ejendomsretten. Jeg tror der er opgaver der bliver løst mere effektivt hvis vi alle løfter i samlet flok, istedet for at overlade alt til konkurrencen på det frie marked.
John Galt ville afsky mig…
